Instruktionsvideoer som supplement
Som et supplement til den almindelig undervisning, laver underviseren videoer, som indeholder instruktioner til den studerende/elev. Instruktionerne kan være mundtlige, visuelle (f.eks. underviseren viser noget på instrumentet), tage afsæt i billeder/noder eller være en kombination. Videoerne kan indeholde fingersætning, særligt problematiske passager, fokus på tempo, sammenspil eller andet. Videoerne giver mulighed for at fastholde opmærksomheden på udvalgte fokusområder, som den studerende/elev kan arbejde med i deres eget tempo mellem undervisningssessionerne.
Navigér i undervisningsaktiviteten her
Formål
- At understøtte den studerendes/elevens arbejde med konkrete fokusområder uden for den normale undervisning
- At give den studerende/elev mulighed for at arbejde med fokusområderne i deres eget tempo
Målgruppe
Musikelever og konservatoriestuderende
Teknologi/rammer
- Videokamera/mikrofon eller mobil/tablet til optagelse
- En måde at gøre videoer tilgængelige på, så de studerende/eleverne kan tilgå dem hjemmefra. De kan gøres offentligt tilgængelige via f.eks. YouTube via QR-koder, som kan generes online via en QR kode generator eller gøres tilgængelige via f.eks. institutionens Learning Management System (LMS), som Moodle, Speedadmin, via mail, lukket facebookgruppe, fælles drev m.fl., hvor man skal tildeles adgang.
- Mobil eller tablet som adgang til videoerne
- Evt. program til redigering af videoer (f.eks. IMovie, Microsoft Clipchamp eller Final Cut)
Forudsætninger
Underviseren
- Mod på at lave optagelser med mobil/tablet eller kamera/mikrofon. Det behøver ikke være en færdig poleret video, i mange tilfælde kan en “quick & dirty” video virke fint
- Kendskab til at kunne dele videoer
- Evt. kendskab til redigering af videoer eller mod på at lære det
De studerende/eleverne
- Mod på at arbejde med instruktion formidlet via video
- Adgang til videoerne via tablet eller mobil, det kan være eget udstyr eller lånt af institutionen / forældre
- Kendskab til hvordan man tilgår videoerne, der hvor de er gjort tilgængelige
Før, under og efter undervisningsaktiviteten afvikles
FØR
Underviseren
- Identificerer et eller flere fokusområder, sammen med den studerende/elev, og som der skal arbejdes med mellem undervisningssessionerne
- Laver instruktionsvideoer, hvor underviseren tydeligt fortæller, viser, spiller eller på anden vis formidler, hvordan den studerende/elev kan arbejde med fokusområdet
- Gør videoen tilgængelig for den studerende/elev
De studerende/eleverne
- Gør evt. underviseren opmærksom på fokusområder, som den studerende/elev ønsker instruktionsvideoer på
UNDER
De studerende/eleverne
- Den studerende/elev arbejder med instruktionsvideoerne mellem undervisningssessionerne
EFTER
Underviseren
- Følger op på den studerendes/elevens arbejde med fokusområderne
Erfaringer med undervisningsaktiviteten
Violinstuderende på Det Jyske Musik Konservatorium har arbejdet med instruktionsvideoer med orkesteruddrag.
Underviseren fortæller at videoerne skal “vise detaljer på violinen og i noderne” og er nødt til “baseret på erfaring, at vide hvad der er de sædvanlige fejl, og hvad eleverne har brug for at høre”. Videoformatet har nogle begrænsninger og underviseren peger på at “vi kan ikke give for meget information til den studerende, ellers er den [videoen] for lang, og eleven lytter ikke, men heller ikke for kort”. Underviseren fortæller at man skal “… lave en brugervenlig og hjælpsom video (ikke kun viser, hvordan det skal lyde) og som den studerende skal bruge, hvis vi vil se nogen forbedring”.
Som violinunderviser har Nicolas Sublet arbejdet med instruktionsvideoer – hør Nicolas forklare om forløbet, erfaringer og de overvejelser han har efter gennemførelsen.
Erfaringer med undervisningsaktiviteten
Musikskoleelever på Aalborg Musikskole har arbejdet med enkelte instruktionsvideoer, hvor deres underviser har optaget videoer, som instruerer dem i, hvordan de spiller forskellige numre.
Underviseren har arbejdet både med instruktionsvideoer og play-along videoer og er blevet spurgt af kolleger, hvordan han har det med at optræde på video og fortæller at han “forsøger at lave det tidløst – tænker ikke selv over, hvordan jeg ser ud på video – jeg sidder ikke og analyserer videoen – “man kan hurtigt blive sin egen kritiker””.
Som underviser i guitar, bas, ukulele, trommer og sammenspil har Christian Houmann lavet instruktionsvideoer til hans musikskoleelever – hør Christian forklare om forløbet, erfaringer og de overvejelser han har efter gennemførelsen.
Erfaringer med undervisningsaktiviteten
Studerende på Rytmisk Korledelse på Det Jyske Musikkonservatorium (RAMA) har løbende arbejdet med instruktionsvideoer gennem hele deres uddannelse, som er baseret på et Hyflex uddannelsesformat med bootcamps, online undervisning og asynkron forberedelse.
Instruktionsvideoer er et af flere redskaber, som underviseren anvender på uddannelsen og han peger på “at instruktionsvideoer godt må være lidt “lazy” – det behøver ikke være studieindspilninger”.
Som underviser i korledelse har Jim Daus Hjernøe været en del af HyFlex/hybriduddannelsen i rytmisk korledelse (RAMA) med konservatoriestuderende – hør Jim forklare om uddannelsen, erfaringer og de overvejelser han har efter deltagelsen i projektet