Udveksling af øvevideoer og feedback mellem to grupper
Et forløb for to grupper af studerende/elever på egen institution eller forskellige institutioner (evt. på forskellige niveauer), hvor de udveksler optagelser og feedback. Dvs. aktiviteten kan laves, hvis man som underviser selv har to grupper af elever/studerende eller hvis man er to undervisere, der går sammen om at udføre aktiviteten. Hver gruppe laver optagelser af deres øvning, som deles med den anden gruppe via fildeling. Grupperne gennemser optagelserne (evt. sammen med en underviser) og laver en optagelse af deres feedback til den anden gruppe, som igen deles via fildeling.
Navigér i undervisningsaktiviteten her
Aktivitetens formål
- At den studerende/elev får indsigt i og reflekterer over egen øveproces
- At opøve refleksionskompetencer hos de studerende/eleverne
- At opøve feedbackkompetencer hos de studerende/eleverne
- At træne pædagogiske færdigheder til egen nuværende/kommende undervisningspraksis
- At blive motiveret af at se, hvor langt andre er i deres musikalske ’karriere’
Målgruppe
Musikelever og konservatoriestuderende
Teknologi/rammer
- Video- eller lydoptagelse med mobil eller tablet
- En måde at dele videoer på, det kan fx være over institutionens Learning Management System (LMS), som Moodle, Speedadmin, via mail, lukket facebookgruppe, fælles drev m.fl.
- Mobil, tablet eller computer som adgang til videoerne
- Overvej om og hvordan der gives samtykke af de studerende/eleverne til at dele videoerne, da der også kan være tale om deling på tværs af institutioner og kan kræve forældretilladelse.
Forudsætninger
Underviseren
- En god og gensidig tillid til/med de studerende/eleverne
- Være indstillet på at følge op på optagelserne og facilitere delingen
De studerende/eleverne
- Mod på at lave optagelser og dele dem
- Være indstillet på at forberede deres egen stemme grundigt
- Kendskab til hvordan man tilgår videoerne, der hvor de er gjort tilgængelige
Før, under og efter undervisningsaktiviteten afvikles
FØR
Underviseren/underviserne
- Finder en egnet gruppe studerende/elever enten på egen institution eller en anden institution
- Aftaler det praktiske med fildeling, over hvor lang tid og hvor ofte med genparten på den anden institution
- Forbereder studerende/eleverne grundigt på hvad der skal foregå, hvordan og hvorfor
- Sammen med studerende/eleverne lægger en plan for, hvem der gør hvad hvornår
- Giver studerende/eleverne instruktion i at give konstruktiv feedback
Studerende/elever
- Forbereder et stykke musik, som de gerne vil have feedback på
UNDER
Underviseren/underviserne
- Hjælper de studerende/eleverne i gang med optagelserne enten i undervisningen eller hjemme
- Ser/lytter til genpartens video sammen med de studerende/eleverne og støtter dem i at lave en feedback-video til den anden gruppe og ser/bearbejder den feedback, de selv har modtaget
- Faciliterer aktivitets- og tidsplanen for det aftalte forløb
Studerende/eleverne
- Er opmærksomme på hinanden, og prøver at være naturlige, når de optager
- Ser/lytter til genpartens video sammen med underviseren, øver sig i at give feedback (evt. træne pædagogiske færdigheder) og laver en feedback-video til den anden gruppe
- Med et åbent sind ser/bearbejder den feedback, de selv har modtaget og bliver inspireret af at se ’de andres’ proces
EFTER
Underviseren/underviserne
- Følger op på arbejdet med den feedback, der er givet
Studerende/eleverne
- Reflekterer over processen og arbejde med den feedback, som de har modtaget
Erfaringer med undervisningsaktiviteten
Elever fra Aalborg kulturskole har udvekslet optagelser af deres øvning og feedback med studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium i Århus. Det kan være en udfordring at optage sig selv, som en konservatoriestuderende forklarer det: “At optage dig selv kan være en negativ oplevelse i starten, fordi du skal se den barske virkelighed af dit spil i øjnene (gennem linsen på kameraet og mikrofonen), men på lang sigt har det mange fordele”. Eleverne på kulturskolen fortæller, at de ikke er skræmte af at lave optagelserne eller dele dem, men at det er sjovt at se, hvordan de (konservatoriestuderende) gør. De fortæller også at det var godt at se/høre, hvordan de konservatoriestuderende siger tingene ligeud i deres fælles øvesessioner som f.eks. “din ottendedel fungerer ikke der”. Det kan dog være udfordrende for kulturskoleeleverne at give feedback til nogen, som de oplever er meget dygtigere end dem, men at det er godt at “se at de “gode” kons-studerende også laver fejl”.
Blæserunderviser Ida Hovde på Aalborg Kulturskole og klaverunderviser Martin Qvist Hansen på Det Jyske Musikkonservatorium har gennemført udveksling af øvevideoer og feedback mellem deres studerende/elever.