At blive inspireret af og spille sammen med eksisterende videoer (f.eks. YouTube/tutorials)
Et kortere forløb (fælles eller individuelt), hvor eleven bliver bedt om at finde et nummer/værk online (f.eks. YouTube), som de gerne vil lære at spille. Eleven bruger videoer til at se, hvordan nummeret/værket kan spilles og spiller evt. sammen med videoen. Videoerne giver mulighed for at justere hastigheden og få en fornemmelse af tempo mm. Det valgte nummer/værk inddrages i den alm. undervisning med eleven.
Navigér i undervisningsaktiviteten her
Aktivitetens formål
- At understøtte elevens udforskning af ny musik
- At understøtte elevens motivation for at lære musik/lære ny musik
- At understøtte og motivere elevens øveproces uden for undervisningen
Målgruppe
Musikelever
Teknologi/rammer
- Mobil, tablet eller computer som adgang til at søge efter videoer og musik
Forudsætninger
Underviseren
- Mod på og lyst til at inddrage musik, som er valgt af eleven i undervisningen
Eleverne
- Kendskab til at søge efter musik online og finde videoer
- Kendskab til hvordan man kan sætte hastigheden på videoer ned
Før, under og efter undervisningsaktiviteten afvikles
FØR
Underviseren
- Laver en plan for:
- Hvornår i undervisningen eleven skal finde musik, som der skal arbejdes med i undervisningen
- Hvor længe, der skal arbejde med nummeret/værket
- Hvorvidt, der skal arbejdes med flere numre/værker, som eleven har valgt
UNDER
Underviseren
- Justerer undervisningen til at tage afsæt i elevens valgte musik
- Evt. understøtter elevens søgning efter musik
- Evt. hjælper eleven med at vælge videoer, som kan bruges i processen
- Evt. justerer det valgte nummer/værk til elevens niveau, progression og teknik
Eleverne
- Søger efter et nummer/værk, som eleven gerne vil lære at spille
- Finder videoer, hvor musikken spilles med det valgte instrument, hvor man kan se hvordan nummeret spilles, evt. fingersætning og/eller noder
- Bruger videoer med nummeret/værket til at øve med og lære af ved at sætte hastigheden på videoerne ned og studere f.eks. fingersætning og tempo
- Bruger videoer til at huske musikken og genkalde sig pointer fra undervisningen
EFTER
- Evaluerer forløbet sammen med eleven og vurderer, hvorvidt forløbet skal gentages med et nyt nummer/værk
Erfaringer med undervisningsaktiviteten
Musikskoleelever på Aalborg Musikskole har deltaget i et fælles forløb, hvor de har skulle finde sange online, som de gerne ville lære at spille. Eleverne fortæller at de har brugt YouTube og andre streamingtjenester til at finde musik, som man bliver inspireret af. En elev fortæller også at de “bruger det, når de glemmer musikken og lige skal genhuske det”. En anden elev fortæller at de “tager stykker af musikken” og en anden elev supplerer at de “lytter den [musikken/videoen] igennem og styrer tempoet på videoen”.
Underviseren var overrasket at eleverne ikke i højere grad brugte online søgning til at finde og lytte til musik og at de ikke “f.eks. bruger online videoer til at lære at spille selv”. Underviseren vil gerne understøtte at eleverne i større grad selv kan søge musik og lære uden for undervisningen. Det fælles forløb er inspireret af idrætsforeninger, hvor det sociale spiller en stor rolle og man mødes om sporten. Det ville underviseren gerne have med ind i musikundervisningen så “… det ikke bare er musikundervisning en gang om ugen. Det er “udenom-tingene” [øvning, inspiration, søgning efter ny musik, opsøge læring mm.] som er vigtigst og ikke så meget, hvilket musikstykke de spiller”.
Som underviser i guitar, bas, ukulele, trommer og sammenspil har Christian Houmann gennemført et fælles forløb, hvor eleverne blev undervist i numre, som de selv havde fundet – hør Christian forklare om forløbet, erfaringer og de overvejelser han har efter gennemførelsen.