Brug af video til optagelse af improvisationsøvelser om kunstnerisk udtryk og formidling af følelser
En gruppe eller individuel aktivitet, hvor de studerende/eleverne i løbet af et semester arbejder med udtryk og stemninger gennem improvisationsøvelser ved siden af den almindelige undervisning. Både underviser og de studerende/eleverne laver de samme øvelser og der laves videooptagelser af øvelserne. Optagelserne deles med underviseren og de andre studerende/elever. Underviseren mødes fysisk med de studerende/eleverne efter hver øvelse, f.eks. en gang om ugen og taler om øvelserne og deres måde at formidle musikken på.
Navigér i undervisningsaktiviteten her
Formål
- At udvide de studerendes/elevernes musikalske og kunstneriske selvstændighed og vise dem nye måder at arbejde på i deres øvning
- At skabe et motiverende fællesskab med god stemning
- At de studerende/eleverne oplever en situation, som ikke handler om at få rettet fejl og mangler af en underviser
- At underviseren deltager på mere lige fod med de studerende/eleverne ved at lave de samme øvelser og indgå i dialog om kunstnerisk praksis
Målgruppe
Musikelever og konservatoriestuderende
Teknologi/rammer
- Videokamera/mikrofon eller mobil/tablet til optagelse
- En måde at dele videoer på, som også giver mulighed have en asynkron online dialog. Det kan fx være over institutionens Learning Management System (LMS), som Moodle, Speedadmin, via mail, lukket facebookgruppe, fælles drev m.fl.
Forudsætninger
Underviseren
- Mod på at dele egen kunstnerisk praksis og deltage i aktiviteten i en anden rolle end normalt
- Nysgerrighed og legelyst
- Være interesseret i at hjælpe de studerende/eleverne til at udtrykke sig personligt
- Kunne justere øvelserne alt efter de studerendes/elevernes niveau
De studerende/eleverne
- Mod på og lyst til at finde sit eget udtryk
- Mod på at møde deres underviser i en anden rolle
Før, under og efter undervisningsaktiviteten afvikles
FØR
Underviseren
- Forbereder de studerende/eleverne grundigt på hvad der skal foregå, hvordan og hvorfor
- Forbereder de studerende/eleverne på at invitere andre ind i den kunstneriske proces
- Lægger en plan for og sætter rammen for aktiviteten
- Der aftales deadlines for deling af videoerne og datoer for de fysiske møder med de studerende/eleverne
- Formulerer og planlægger øvelserne. Evt. sætter tid på, hvor lang tid den studerende/elev skal minimum og maksimum bruge på øvelsen, da for mange gentagelser/optagelser af øvelserne ikke altid er konstruktive for processen
- Sætter det digitale rum op til deling af videoer og kommentarer
UNDER
Underviseren
- Laver den samme øvelse som de studerende/eleverne
- Laver en videooptagelse af øvelsen, som deles med de studerende/eleverne inden for den aftalte deadline
- Ser de studerendes/elevernes optagelser enten før undervisningen eller i undervisningen sammen med de studerende/eleverne
- Deltager i dialogen med de studerende/eleverne og deler egen kunstneriske praksis
The students
- Laver øvelserne
- Laver en videooptagelse af øvelsen, som deles med de andre studerende og underviseren inden for den aftalte deadline
- Ser de andre studerendes/elevernes og underviseren optagelser enten før undervisningen eller i undervisningen sammen med de studerende/eleverne
- Deltager i dialogen med de andre studerende/eleverne og underviseren og deler egen kunstneriske praksis
Eksempler på øvelsesformuleringer:
- Du skal optage ca. 1 minut video inspireret af ordet: “En regnvejrsdag”.
- Der er ikke noget rigtigt og forkert – du kan planlægge det på forhånd, improvisere det, notere det. Men fortsæt med at prøve, indtil du kan lide resultatet.
- Lav en optagelse og del videoen med de andre studerende/elever og underviseren inden for den aftalte deadline
- Du skal lave fire optagelser med følgende følelser/karakterer: Trist, håbefuld, i nød/ophidset, glad
- Optagelserne skal kun indeholde lyd – ingen video
- Du bestemmer registret og spil/improviser kun melodier med én stemme
- Spil ikke “mekanisk” eller “bare med fingrene”, men prøv at forestille dig melodien i dit sind, mens du spiller
- Lav fire optagelser og del videoerne med de andre studerende/elever og underviseren inden for den aftalte deadline
- Improvisationsquiz
- Du skal lave mindst to og maksimum fire optagelser med forskellige følelser/karakterer, som du selv vælger
- Du bestemmer registret og spil/improviser kun melodier med én stemme
- Del videoerne med de andre studerende/elever og underviseren inden for den aftalte deadline
- Gruppen af studerende/elever og underviseren skal så gætte, hvilken følelse musikken beskriver og skrive deres gæt online, hvor videoerne er delt inden næste møde
- Du skal spille en passage fra dit repertoire (ikke improvisation) i to forskellige versioner med to forskellige følelser/karakterer
- Vælg en passende passage fra dit repertoire
- Spil passagen i to forskellige versioner, med to forskellige følelser/karakterer
- Lav to optagelser af de to versioner, som skal afspilles ved næste møde
- På mødet gætter de studerende/eleverne og underviseren på hvilken følelse/karakter, der kommer til udtryk
EFTER
Underviseren
- Evaluerer sammen med de studerende/eleverne forløbet i forhold til udbytte, progression og de deadlines, der er givet
De studerende/eleverne
- Evaluerer sammen med underviseren evaluerer forløbet i forhold til udbytte, progression og de deadlines, der er givet
Erfaringer med undervisningsaktiviteten
Fire studerende på Det Jyske Musikkonservatorium har deltaget i et forløb hen over et semester, hvor de har arbejdet med improvisationsøvelser. De fortæller at det har været en positiv oplevelse at optage improvisationsøvelserne. De har en oplevelse af at improvisation og video i kombination fungerer godt til at understøtte refleksion. De studerende fortæller, at det er vigtigt at gennemse videoen og forsøge at italesætte hvad der foregår. Som en siger: “Det gjorde det mere virkeligt. Det definerede det mere i hjernen“. Flere af de studerende oplever også at de lytter bedre, når de improviserer. En studerende fortæller at de “lytter bedre under improvisation” og en anden studerende supplerer med at “impro styrker ens lytten”. De studerende har oplevet at det at italesætte eller skrive kort om en video gjorde en mere opmærksom på, hvordan man kan udtrykke bestemte følelser. Som en studerende fortæller: “Skal vrede fx altid udtrykkes på en bestemt måde?“. Der er dog også studerende, der oplevede at det er svært at dele videoerne eller som oplevede ikke at få så meget ud af det. De studerende lægger alle vægt på, at det er vigtigt at øvelserne følges op af et fysisk møde, hvor man kan tale om øvelserne. De studerende oplevede at det fungerede rigtig godt at mødes som en gruppe. En af de studerende fortæller at “… gruppen var god. Det var godt at dele og sjovt at lytte til de andres improvisationerne” og en anden supplerer “det er altid godt at se andres – også selvom man ikke er enige. Det godt at høre andres perspektiv fordi det får mig til at tænke”.
Underviseren fortæller at forløbet viste at “de [studerende] havde et fælles sprog for at udtrykke følelser i musikken”. Underviseren oplevede at det gjorde en forskel at han selv lavede de samme øvelser og fortæller at “der kommer for alvor skred i det [at lægge videoer op], når jeg selv ligger op – det forpligter på en anden måde”. Underviseren fortæller også at det har været en anden måde at være sammen med de studerende på og det var “… ikke så lærerstyret. Det virker mere afslappet – vi griner mere…” og supplerer “det var uforpligtende på en måde, jeg sjældent oplever…”.
Som klaverunderviser har Søren Rastogi udviklet et forløb med improvisationsøvelser. Hør Søren forklare om forløbet, de erfaringer og de overvejelser han har efter gennemførelsen.