Deling af materialer i et digitalt rum
En aktivitet, hvor der deles faglige materialer (tekst, video, links mm.) i et fælles digitalt rum. Det digitale rum skal gerne understøtte muligheden for at have en dialog om materialerne. Både underviser og studerende/elever kan lægge materialer op i rummet til inspiration. Underviseren rammesætter opgaver, hvor de materialer, underviseren har delt med de studerende/eleverne anvendes. Rummet kan evt. fungere som en fælles base hen over en længere periode eller flere semestre.
Navigér i undervisningsaktiviteten her
Formål
- At etablere et fagligt og kollegialt fællesskab som supplement til fysiske møder
- At udvide undervisningen ud over den fysiske undervisning
- At skabe et rum, hvor underviseren kan engagere de studerende/eleverne på en anden måde end i den almindelige undervisning
Målgruppe
Musikelever og konservatoriestuderende
Teknologi/rammer
- Et digitalt rum, som giver mulighed for dialog, det kan fx være over institutionens Learning Management System (LMS), som Moodle, Speedadmin, lukket facebookgruppe, fælles drev m.fl.
- Mobil, tablet eller computer som adgang til rummet
Forudsætninger
Underviseren
- Mod på og lyst til at eksperimentere og turde fejle
- Kendskab til hvordan man opretter et digitalt rum til deling af materialer eller mod på at lære det
- Kunne omsætte pædagogisk praksis til at fungere i et digitalt rum
- Være tydelig i forhold til strukturering, rammesætning, planlægning og mål
De studerende/eleverne
- Mod på at prøve noget nyt og åbenhed for at deltage i undervisning på en anden måde
- Mod på at dele af sig selv og egne erfaringer
- Kendskab til hvordan man tilgår det digitale rum eller mod på at lære det
Før, under og efter undervisningsaktiviteten afvikles
FØR
Underviseren
- Gør sig bekendt med det digitale rum og de tekniske aspekter
- Gør sig bekendt med hvordan man kan dele materialer og deltage i dialog i det digitale rum
- Overvejer:
- Hvorvidt materialerne skal organiseres i flere rum?
- F.eks. et rum med materialer og emner, som specifik forholder sig til instrumentet/instrumenterne
- F.eks. et rum til deling af øve og performance videoer
- F.eks. et rum med deling af andre relevante materialer til inspiration
- F.eks. en/flere digitale bøger
- Hvilket indhold der skal deles i rummet/rummene
- Hvad formålet med at dele materialerne i rummet/rummene er
- Hvordan de studerende/eleverne skal være aktive i rummet/rummene og hvor meget
- Hvilke opgaver, der kan stilles med udgangspunkt i de delte materialer og hvilke forventninger, der er til de studerendes/elevernes løsning af opgaverne. Evt. sætter tid på, hvor lang tid den studerende/elev skal minimum og maksimum bruge på øvelsen
- Hvorvidt materialerne skal organiseres i flere rum?
- Lægger en plan for og sætter rammen for aktiviteten/aktiviterne
- Forbereder de studerende/eleverne grundigt på hvad der skal foregå, hvordan og hvorfor
- Der aftales deadlines for opgaverne med de studerende/eleverne
De studerende/eleverne
- Gør sig bekendt med det digitale rum og de tekniske aspekter
- Gør sig bekendt med hvordan man kan dele materialer og deltage i dialog i rummet
UNDER
Underviseren
- Stiller opgaver baseret på materialer, der deles i rummet
- Er klar og tydelig omkring opgaven, rammerne, forventningerne og deadlines
- Indgår i dialog med de studerende/eleverne i det digitale rum
- Løbende evaluerer de stillede opgaver i forhold til rammesætning og udbytte for de studerende/eleverne
De studerende/eleverne
- Deler materialer med de andre studerende/elever og underviseren, som inspiration
- Indgår i dialog med de andre studerende/eleverne og underviseren i det digitale rum
- Deltager aktivt i opgaveløsningen og overholder de aftalte deadlines
EFTER
Underviseren
- Sammen med de studerende/eleverne evaluerer forløbet i forhold til udbytte, progression og de deadlines, der er givet
De studerende/eleverne
- Sammen med underviseren evaluerer forløbet i forhold til udbytte, progression og de deadlines, der er givet
Erfaringer med undervisningsaktiviteten
Fire almen musikstuderende på klaver på Det Jyske Musikkonservatorium har deltaget i et forløb hen over et semester, hvor de, som supplement til deres fysiske møder, har været aktive i et fælles digitalt rum på Moodle (Learning Management System). En af de studerende fortæller at “de inspirerende artikler bidrog virkelig til ny læring; og det faktum at (…) øve klaver er så komplekst…” og en anden supplerer at “memoriseringsopgaven, en specifik øvelse, som var svær at dele med de andre – men det gjorde det virkelig for mig, og nu er jeg god til at lære udenad. At skulle dele, tvinger mig til at gøre det, da en anden venter på dig. Så det hjælper mig til faktisk at gøre det”. Det digitale rum gav de studerende en større følelse af fællesskab, som en studerende forklarer “jeg kan se fordelen i at få et fællesskab med andre musikere, som spiller samme instrument som mig [da musikundervisningen ellers hurtigt bliver en ting man har meget alene]”. De studerende oplevede dog at det var vigtigt at der var et klart formål og rammer for det digitale rum og de opgaver, som de skulle lave. En studerende fortæller at det var “forvirrende i begyndelsen; hvad forventedes af mig? Hvad skal jeg gøre for at få noget ud af det”. De studerende oplevede forløbet som værdifuldt og som en studerende forklarer at “dette fællesskab har ændret den måde, jeg tænker klaver på, og det at få respons fra de andre piger og Jacob (…) [hvor de] hjælper mig på en slags mentor-agtig måde – meget værdifuldt for mig som 1. års studerende. Følte mig inspireret til at se de andre, åh, de er nået så langt, jeg vil også gerne derhen”.
Underviseren ønskede med det digitale rum at skabe en situation, hvor man var fælles om at tage ansvar for læring og at der kunne finde vidensdeling sted mellem de studerende, som var forskellige steder i deres uddannelse. Selvom underviseren overvejede hvilke emner, der kunne være relevante for de studerende, var det også et spørgsmål om at “ramme et eller andet ift. en proces de allerede er i gang med; eller et fælles emne som virkelig giver mening”. Underviseren oplever at det fælles digitale rum “… kan noget ift. at knytte studerende tættere sammen”.
Som klaver underviser har Jakob Alsgaard Bahr arbejdet med at skabe et fagligt og kollegialt fællesskab via et digitalt rum på Moodle – hør Jakob forklare om forløbet, erfaringer og de overvejelser han har efter gennemførelsen.
Erfaringer med undervisningsaktiviteten
Studerende på Det Jyske Musikkonservatorium har i faget Elektronisk Musik Historie haft adgang til et digitalt rum på Moodle (et Learning Management System), hvor underviseren har struktureret alle materialerne i faget. Materialerne er primært struktureret med en funktion i Moodle, som kaldes en “bog”, hvor man kan lave kapitler med forskelligt indhold (tekst, videoer, lydfiler, links, billeder mm.). En af de studerende fortæller at “det at det foregår digitalt og at jeg selv har kunne “sortere” i hvilke informationer jeg vil dykke mere ned i end andre, synes jeg er vigtigt for min motivation for at gå til stoffet”. En anden supplerer “jeg kan meget godt lide de bøger, Lasse giver os. At det hele er samlet og man kan bladre igennem dem og det er samlet på en dato, så alt man skal lave er inde i bogen”. De studerende oplever at det fungerer godt at alle materialerne er samlet det samme sted, som en studerende fortæller “det er fedt at man kan tilgå det hele samlet og selv online, på Moodle”.
Underviseren fortæller at “Moodle anvendes som et omdrejningspunkt for fremmøde undervisning såvel som hjemmearbejde/superviseret hjemmearbejde”. Underviseren strukturerer fagets emner i en/flere “bøger” på Moodle, hvor der anvendes alle typer af mediering. Som supplement til de øvrige materialer indtaler han ofte lydfiler til de studerende, hvor han sætter materialerne i kontekst. Bog-funktionen i Moodle giver mulighed for at dele materialer på en måde, så de kan streames på platformen. De studerende behøver dermed ikke downloade materialerne, men kan tilgå dem direkte. Som underviseren påpeger “den mest indlysende fordel er (…) at de studerende kan gense materialet direkte på Moodle (streaming, ingen download) og at materialet sømløst kan omfatte links til internettet”. Materialerne på Moodle bruges også i fremmødeundervisningen, hvor der undervises med afsæt i materialerne, som vises via en projektor. Materialerne på Moodle anvendes som var de en interaktiv PowerPoint. Underviseren fortæller også “jeg har nok også set det som en måde at styrke muligheden for at genanvende kurset, idet jeg forsøger at fastholde så meget som muligt af kurset på Moodle”.
Som underviser i Elektronisk Musikhistorie har Lasse Laursen delt materialer til et helt fag gennem Moodle – hør Lasse forklare om forløbet, erfaringer og de overvejelser han har efter gennemførelsen.