Forberedelse til optagelsesprøve som online forløb
Et online læringsforløb, som forbereder den studerende/elev til en optagelsesprøve. Forløbet præsenterer grundlæggende instrumentøvelser med tilhørende videoer. Forløbet kan bruges til at klæde den studerende/elev på i forhold til det, som de typisk bliver bedømt på til en optagelsesprøve. Den studerende/elev ser videoerne, læser instruktionerne, laver øvelserne og sender videoer, hvor de har optaget sig selv spille, til underviseren på mail eller via et Learning Management Systemet. Underviseren giver feedback skriftligt, på video eller via lydfil på de optagede øvelser.
Navigér i undervisningsaktiviteten her
Formål
- At give den studerende/elev en fornemmelse for, hvad der forventes til en optagelsesprøve
- At give den studerende/elev mulighed for at øve grundlæggende teknik
- At inspirere den studerende/elev til hurtigere udvikling
- At give den studerende/elev materialer, som de altid kan tilgå
- At give den studerende/elev mulighed for at arbejde med materialerne i deres eget tempo
Målgruppe
Musikelever og konservatoriestuderende
Teknologi/rammer
- Videokamera/mikrofon eller mobil/tablet til optagelse
- En måde at dele det samlede forløb på, det kan fx være via institutionens Learning Management System (LMS), som Moodle, et fælles drev eller en anden platform, som kan rumme et helt forløb
- Overveje, hvor længe den studerende/elev skal have adgang til forløbet, hvis det skal bruges over en periode eller hvis den studerende/elev skal kunne vende tilbage til det efter behov
- Mobil, tablet eller computer som adgang til videoerne
Forudsætninger
Underviseren
- Mod på at lave optagelser med mobil/tablet eller kamera/mikrofon
- Mod på at arbejde med egen pædagogisk tilgang og omsætte det til små øvelser og korte videoer
- Viden om, hvad der forventes af den studerende/elev ved en optagelsesprøve
De studerende/eleverne
- Nysgerrighed og interesse i at forberede sig til en optagelsesprøve
- Kendskab til hvordan man tilgår forløbet og videoerne, der hvor de er gjort tilgængelige
- Mod på at lave optagelser og dele dem med underviseren
Før, under og efter undervisningsaktiviteten afvikles
FØR
Underviseren
- Arbejder med egen pædagogisk tilgang og omsætte det til små øvelser med instruktion og tilhørende video
- Laver optagelser af øvelserne
- Strukturerer og organiserer øvelser og videoer i forhold til progression og de mål, der er for en optagelsesprøve
De studerende/eleverne
- Gør sig bekendt med, der hvor forløb og videoerne bliver gjort tilgængelige
- Er indstillet på at supplere den fysiske undervisning med et online forløb
UNDER
Underviseren
- Gennemser videoerne af øvelserne, som den studerende/elev sender og giver feedback
- Evt. peger den studerende/elev i retningen af relevante øvelser
De studerende/eleverne
- Læser instruktionen og laver øvelserne
- Laver optagelser af øvelserne og deler dem til underviseren
- Evt. efter behov tjekke relevante øvelser
EFTER
Underviseren
- Sammen med den studerende/elev evaluerer forløbet i forhold til udbytte, progression og de mål, der er for en optagelsesprøve
De studerende/eleverne
- Sammen med den studerende/elev evaluerer forløbet i forhold til udbytte, progression og de mål, der er for en optagelsesprøve
- Reflektere over egen deltagelse og indsats
- Evt. vende retur til øvelserne i forløbet efter behov
Erfaringer med undervisningsaktiviteten
Klarinetelever i Danmark og Norge har deltaget i et forløb med grundlæggende teknikøvelser for klarinet på platformen Moodle (et Learning Management System). Forløbet indeholder øvelser og videoer fra en konservatorieunderviser og blev brugt som forberedelse til optagelsesprøven på konservatoriet. En elev fortæller at de var “meget glad for læringsmetoden og jeg fik meget ud af den” og en anden fortæller “online kurset var/er noget meget positiv for mig, især fordi Bue gik mange grundlæggende ting igennem, som i (i min tilfælde MGK-) undervisning godt kan gå lidt tabt”. Der suppleres med at eleven var “glad for online forløbet, som giver mig mulighed at arbejde selvstændig og får godt input uden at jeg skal køre et eller andet sted hen eller betale noget”. Der har også været nogle udfordringer og en elev fortæller at “et problem for mig er dog, at jeg har det svært med at motivere mig selv, når der ikke er en fysisk lærer, som holder øje med mig”. En anden elever peger på, at det ville have været godt, hvis alt var samlet samme sted med optagelse/aflevering af videoer og feedback. Eleverne efterlyste mere struktur i forhold til progression og en elev fortæller “det vil måske have været bedre, hvis forløbet var mere struktureret, som fx “I får tre uger til at øve det og det, og så sender I en video, derefter går vi videre”…”.
Underviseren fortæller, at han har fået lavet det forløb, som han ønskede, som indeholder “… grundlæggende skoling i at spille klarinet…”. Underviseren oplever, at det “… er noget alle, der vil blive bedre til instrumentet, skal igennem”. En udfordring har været at finde ud af at bruge platformen Moodle og hvilke funktioner, som gav mening at bruge. Underviseren fortæller at han næste gang, gerne vil lave videoerne i en bedre kvalitet og lave et setup, som gør ham i stand til det. Underviseren fortæller også at “en af de unge i forløbet [projektet] nu søger ind på konservatoriet”.
Som klarinet underviser har Bue Skov Thomassen lavet et online forløb som forberedelse til klarinet optagelsesprøven på konservatoriet – hør Bue forklare om forløbet, erfaringer og de overvejelser han har efter gennemførelsen.