Sammenspils- og indstuderingsøvelse: Øve egen stemme med andres optagelser
De studerende/eleverne optager lyd/video af egne stemmer i et givent musikstykke, i et ensemble/orkester enten hjemme eller i undervisningen og optagelserne deles med andre i ensemblet/orkesteret via fildeling. De studerende/eleverne øver herefter egen stemme i sammenspil med den optagede stemme. Dvs. man øver sig, ved at spille samtidigt med den optagede stemme. Aktiviteten er en øvepraksis, som kører i forberedelsen sideløbende med at ensemblet/orkesteret øver live til undervisningsgangene, og kan tilrettelægges, så den forløber hen over nogle uger.
Navigér i undervisningsaktiviteten her
Aktivitetens formål
- At opnå bedre indstudering af egen stemme
- At kunne lytte og tage bestik af, hvad de andre spiller samtidig med at skulle koncentrere sig om egen stemme
- At der øves mere
Målgruppe
Musikelever og konservatoriestuderende
Teknologi/rammer
- Videokamera eller lydoptagelse med mobil eller tablet
- En måde at dele videoer på, det kan fx være over institutionens Learning Management System (LMS), som Moodle, Speedadmin, via mail, lukket facebookgruppe, fælles drev m.fl.
- Et lokale til at lave optagelserne i, hvis de laves i undervisningen
- Mobil, tablet eller computer som adgang til videoerne
Forudsætninger
Underviseren
- En god og gensidig tillid til/med de studerende/eleverne
- Være indstillet på at følge op på optagelserne og facilitere delingen
De studerende/eleverne
- Mod på at lave optagelser og dele dem
- Være indstillet på at forberede deres egen stemme grundigt
- Kendskab til hvordan man tilgår videoerne, der hvor de er gjort tilgængelige
Før, under og efter undervisningsaktiviteten afvikles
FØR
Underviseren
- Forbereder de studerende/eleverne grundigt på hvad der skal foregå, hvordan og hvorfor
- Lægger en plan for hvem, der gør hvad og hvornår, herunder hvornår i indstuderingsprocessen, optagelserne skal laves og byttes. Det kan f.eks. være i første eller anden session
UNDER
Underviseren
- Følger op på at alle får indspillet deres stemme og øvet egen stemme op ad en andens indspillet stemme derhjemme
- Fortsætter den almindelige øvepraksis, hvor man mødes fysisk og spiller sammen
- Overvejer om den almindelige øvepraksis eller ensemblets / orkesterets gennemspilning giver anledning til overvejelser om, hvilke studerende/elever der skal bytte videoer med hinanden i næste runde
Studerende/elever
- Laver optagelserne af egen stemme
- Deler optagelsen
- Øver op mod optagelserne fra de andre i ensemblet / orkesteret
Erfaringer med undervisningsaktiviteten
Talent elever på Aalborg Kulturskolen har over en periode øvet med en enkelt af de andre stemmer i et messing ensemble med 6 personer. Overordnet giver de udtryk for at det fungerede at øve sammen med en indspilning, men at det også har været “interessant, svært, underligt og anderledes”. En elev kommenterer på processen og siger at “det giver mening at øve med andre digitalt, men så skulle det hellere være en indspilning af alle stemmerne, som man kan øve til”. Eleverne fortæller at det blev lettere at optage undervejs og at de har vænnet sig til det, men at de til enhver tid foretrækker at øve sammen ‘live’. Deres underviser Ida Hovde fortæller: “jeg oplevede faktisk, at de blev bedre. At de hver især fik lært deres egen stemme så godt, at de havde mere overskud til at lytte og tage bestik af, hvad de andre spillede samtidig med at skulle koncentrere sig om sin egen stemme”.
Som messingunderviser har Ida Hovde udviklet på og afprøvet brugen af video til at øve egen stemme op mod andres optagelser – hør Ida forklare om forløbet, erfaringer og de overvejelser hun har efter gennemførelsen.